-
Business-update: Der har været stor mystik om tallet. Nu kommer ekspertgruppe med bud på Kammeradvokatens hemmeligholdte omsætning
Источник: BDK Finans / 06 дек 2024 10:54:18 America/New_York
Kære Berlingske-læser. Det er blevet fredag eftermiddag og tid til ugens sidste Business-update fra nærværende erhvervsredaktion, hvor vi serverer et håndplukket udvalg af dagens historier. Vi begynder som sædvanlig hos de andre medier og slutter med tre uundværlige fra os selv. I dag består menuen blandt andet af en opsigtsvækkende forudsigelse om antallet af elbiler, en tilsyneladende dyr lufthavn og et bud på Kammeradvokatens omsætning, der ellers har hersket stor mystik om. Og så har klimaministeren ringet til Berlingske. God læselyst! #1 – Toprådgivere hjalp staten med milliardkøb af lufthavnen Vi begynder hos Børsen, der de seneste dage har beskrevet, hvordan flere eksperter undrer sig over den pris, staten har betalt for Københavns Lufthavn. I mandags annoncerede finansminister Nicolai Wammen (S), at staten har købt en stor portion aktier i Kastrup Lufthavn for 32 milliarder af danskernes fælles pensionskasse ATP. Kort forinden salget til staten havde ATP selv erhvervet sig en større ejerandel af lufthavnen fra den canadiske pensionskasse OTPP. Med gensalget har ATP fået milliarder i sin slunkne pengekasse. Inden det endelige bud blev afgivet, havde staten allieret sig med to af verdens største finansielle rådgivere – Rothschild & Co samt den svenske investeringsbank SEB. Det erfarer Børsen fra flere kilder med kendskab til processen. Investeringsbankerne har angiveligt givet deres syn på, hvad der ville være en fair pris for lufthavnen. Hvorvidt staten har valgt at holde sig inden for rådgivernes anbefaling, vides ikke. For de 32 milliarder købte staten 60 procent af lufthavnen, hvilket værdisætter den til knap 54 milliarder. En pris, der som nævnt har undret flere eksperter – herunder Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank. »Der er ikke mange danske selskaber, der handles så dyrt. Heller ikke selskaberne med de allerstærkeste vækstudsigter,« sagde han onsdag til Børsen. #2 – Eksperter: Kammeradvokaten har milliardomsætning Onsdag præsenterede en ekspertgruppe med økonomiprofessor Philipp Schröder i spidsen et længe ventet bud på, hvordan flere advokatfirmaer kan komme til fadet som leverandør af juridisk rådgivning til staten. Hidtil har Poul Schmidt/Kammeradvokaten haft en dominerende position som statens foretrukne advokat med de facto monopol på visse ydelser. Det er »uhensigtsmæssigt«, og staten »har gjort sig afhængig af én leverandør«, lyder det fra ekspertgruppen, som er blevet nedsat af regeringen. Derfor anbefales det, at ordningen afskaffes. Selvom ekspertgruppens anbefaling var klar, tøver Socialdemokratiet dog med at skrotte den såkaldte Kammeradvokatordning. Det skriver Finans. »Jeg synes, der er aspekter, man skal have med, men først skal vi gå den rapport igennem,« siger Benny Engelbrecht, finansordfører i Socialdemokratiet, til mediet. I 2023 købte staten rådgivning fra Kammeradvokaten for 680 millioner kroner. Det er mere end en fordobling siden 2011, da staten dengang købte ind for 305 millioner kroner via kammeradvokatordningen. Poul Schmidt/Kammeradvokaten arbejder desuden for andre klienter, hvilket er blevet kritiseret af advokathusets konkurrenter, som mener, at ordningen er konkurrenceforvridende. Der har været stor mystik om, hvor meget Kammeradvokaten egentligt tjener på advokathusets andre kunder. Det er ekspertgruppen dog blevet bedt om at anslå. Kammeradvokaten offentliggør ikke sin omsætning, men den skønnes at være 1,1 milliard kroner. Det betyder, at advokathuset omsætter for 390 millioner fra andre klienter end staten. Det skriver Watchmedier. Tallet er »i sagens natur forbundet med usikkerhed«, lyder det fra ekspertgruppen. En anslået omsætning på i alt 1,1 milliarder vil dog være på linje med flere af rivalerne, hvor både Plesner, Bech-Bruun og Gorrissen Federspiel rundede en milliard på toplinjen sidste år, skriver mediet. #3 – Danske Bank sender milliarder til aktionærer Danske Bank har solgt et forretningsben i Norge fra, og det har frigivet 5,5 milliarder, der udbetales i udbytte til aktionærerne i landets største bank. Det skriver Børsen på baggrund af en pressemeddelelse. Aktionærerne kan se frem til en ekstraordinært udbytte på 6,5 kroner pr. aktie. Udbyttebetalingen vil finde sted 11. december. Allerede i juli oplyste banken, at frasalget af den norske forretning kunne afføde et udbytte. Samme måned blev der sendt 6,4 milliarder tilbage til aktionærerne. Tre uundværlige fra Berlingske Business: A: Kort efter vindmøllefiasko ringede klimaministeren til Berlingske: »Undskyld mig, det er en smule forvrøvlet, det, du siger« Klimaminister Lars Aagaard (M) har været på medieturné, efter at regeringens historiske vindmølleprojekt endte i fiasko. Torsdag aften ringede han til Berlingske. Læs artiklen her. B: Salget af elbiler ventes at eksplodere – allerede om tre år når vi op på en million Danskerne vil skifte benzin- og dieselbilen ud med en elbil langt hurtigere end forventet. Sådan lyder meldingen fra bilimportørernes brancheorganisation i en dugfrisk analyse. Ekspert spår endnu vildere udvikling. Læs artiklen her. C: Gennembrud: Nu kan mobilmaster klare sig i 110 dage ved strømnedbrud Svensk forsøg ser ud til at have fundet løsningen på, hvordan mobilnettet kan holdes i gang i langt længere tid end i dag, hvis strømmen forsvinder. Læs artiklen her. Tak, fordi du læste med – og god weekend! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-der-har-vaeret-stor-mystik-om-tallet-nu-kommer